God of war III
Hypen omkring den tredje udgivelse i God of War-serien har været ganske stor, og har haft fingrene i, måske årets hidtil mest ventede spil – Kratos er tilbage, og han er ude efter hævn!!

Spillet tager sit udgangspunkt i en handling som for vores hovedperson Kratos primært drejer sig om at opnå den hævn, han mener han fortjener at få. En hævn som ikke blot er sådan at udføre da hans modstandere er ingen ringere end de græske guder på selveste Olympen i den græske mytologi. Endelig har man som spiller muligheden for at udkæmpe den endelig kamp om retfærdighed, hvor ens indre beserker skal frigives og hele fundamentet til Olympen skal rystes godt og grundigt!
Således begynder spillet med, at Kratos er godt i gang med at bestige selve Olympen, og på sin færd op sender selveste Zeus(Kratos’ egen far) nogle af sine underguder frontalt i kamp mod Kratos – første græske gud, som skal nedkæmpes bliver havets gud – Poseidon, som i færd af et gigantisk monster skal nedslagtes. Allerede så kort tid inde i spillet er jeg fanget, jeg skal sidde foran skærmen lææææææænge, for det her er fedt! Efter en brutal og voldsom nedslagtning af Poseidon fortsætter bestigningen af Olympen, og nær toppen står Kratos endelig ansigt til ansigt med den, han allermest ønsker at pacificere, nemlig Zeus. Dog er Zeus ikke en man lige sådan danser med, og gennem lyn og torden(og i øvrigt en af mange flotte filmsekvenser) bombarderes Kratos ned fra toppen af Olympen og hele vejen ned til de Dødes Rige, og lander i floden Styx, hvor døde sjæle forvirret forsøger at gøre deres genopstandelse via Kratos – pueha en start, først nu er spillet for alvor i gang!

Herefter udspiller der sig en handling, hvor kampen for at nedkæmpe flere store guder, komme ud af Hades og snakke med sagnomspundne personligheder fra græsk mytologi og ikke mindst bruge voldsomme våben i blodig kamp(en meget stor del af spillet – og meget fed del) bliver til. Hele historien er rigtig fed, og har man eksempelvis haft oldtidskundskab i gymnasiet er der flere elementer, som man formodentlig vil kunne genkende(den nemmere vej er nok at have set Herkules-tegnefilmen).

Handlingen i spillet er, som det måske kan forstås, ganske enkel, man ved fra start, hvad spillet går ud på, nu er det bare at slagte sig vejen igennem landskaberne… og hvilke landskaber! Dette spil er enormt! Første del af spillet, hvor man sammen med Titanen Gaia forcerer Olympen viser allerede her, hvor stort spillet er. Gaia er en blandt flere Titaner, som er levende, men samtidig fungerer som en bane, der i sig selv er større end flere andre spil er fra start til slut – jeg er så fascineret af, hvor stort og flot GOW III er! Man kan ikke gøre andet end at sætte sig tilbage og nyde mellemsekvenserne!

Som spillets navn antyder, er der her tale om et godt gedigent krigsspil, og kampen er da også en absolut central del af GOW III. Kratos mester kampen til fulde, og mulighederne via tommelfingrene er virkelig mange. Det går således an at samle en modstander op og bruge denne som skjold, nedslagte på mere gammeldaws manér med økse(eller hvad man nu kan finde hen ad vejen… Lad dette være en cliffhanger, for der er fede våben at hente!), bue og pil eller magi. Prikken over i’et i kampsystemet er, at efter kampe mod store bosser, hvad end de er guder, medussaer eller noget helt tredje så vil den sidste del af modstanderes liv blive udkæmpet som et lille minigame, hvor brutaliteten stiger, og Kratos på kirurgisk vis flåt indvolde, hoveder og andre kropsdele af – wow, sagde jeg første gang skærmen var overdynget med blod. Således bliver Kratos da også en absolut ond og ustyrlig krigsmaskine, som med mestring kan pløje sig vej gennem 4 forskellige sværhedsgrader.

Som det nok fornemmes er GOW III ikke et spil man sætter sine 9 årige drenge og piger til at gennemføre. Spillet er fyldt med vold og brutalitet – men er man tosset med dette; et godt gameplay; fantastisk grafik og et helt igennem kanon godt spil, så er man også tosset med Kratos i GOW III.