Bioshock 2 starter med en thriller-agtig intro, hvor spillets handling så småt defineres.
I slutningen af spillets intro tvinges Subject Delta, Bioshock 2’s nye Big Daddy(og vores hovedperson) til at begå selvmord af Sophia Lamb – dog dræbes vores hovedperson ikke, men lægges blot i koma, og dette i 10 år – startende fra 1958, da jazzen prydede enhver grammofonspiller – og altså 10 år efter vågner vores hovedperson, og denne gang med spilleren som kontrollør af hans store armbevægelser. Her starter spillet, og jagten på spillets ”little sister” går i gang – og denne gang med en little sister i skikkelse af selveste datteren til Sophia Lamb – den førnævnte medskyldige i det langvarige kollaps. Datteren til Sophia har et meget tæt knyttet bånd til sin Big Daddy, og er dette bånd revet fra hinanden for længe vil Big Daddy miste livet – dette er spillets primære handling – for kendere enkelt at forstå, kender man ikke Bioshock lidt forvirrende(SE INTROEN HERUNDER)

Scenen er altså sat, Eleanore skal findes i Rapture, den spilverden vi bevæger os i her under vandoverfladen – uhyggeligt og stemningsindbydende til det maksimale. Dejligt at se, at A. Ryans har fortsat med denne stil fra første udgave af spillet.
Dette foregår i et spil, hvor handlingen er til at forstå, og hvor baner gennemføres som perler på en snor – noget man til forskel fra Bioshock 1 enten vil elske eller hade – hver sin smag, undertegnede synes godt om dette, da jeg til tider har det med at fare vild i tidligere gennemførte dele af spilverdener.

Rapture er besat af utrolig mange voldelige personer, som alle og enhver bare slår løs på Delta, som fra spillets start er udstyret med en meget stor og muligvis muteret ”skruemaskine”, som bruges til at pacificere sine modstandere med, hvorefter deres lig kan gennemsøges for penge og andet inventar. Penge som primært kan bruges til bandager og ekstra energi til ens våben. Kampsystemet fungerer okay, og muligheden for at have våben i begge hænder fungerer rigtig fint – hvis blot man formår at håndtere to våben på en gang…

Hver bane har et vist antal lillesøstre, som man som Delta kan vælge om man vil redde eller høste energi fra. Dog skal kampe mod andre fædre lige tages op, og lad det være sagt med det samme, de er ikke altid lige tilfredse med mine intentioner. Overvinder man en Big Daddy og adopterer hans lillesøster skal hun naturligvis forsvares – noget som i begyndelsen er meget sjovt, men med tiden kan gå hen og blive en mindre plage(sådan er det vel næsten altid med de lillesøstre!).  Uden at afsløre mere, er spillet i singleplayer absolut værd at forsøge sig med, hvis man er til thrillergenren med muligheder for en masse variation i spillet. Dog er singleplayerdelen lidt langtrukken, og heldigvis er muligheden for at være flere Big Daddies under vandet heldigvis mulig.

Med inspiration i det efterhånden velmalkede og meget spillede Call of duty, har man her mulighed for at opnå en vis rangering på onlinelisten, som følge af mere spil og flere kills og.. ja, du kender vel svadaen.. Det fungerer godt, men er ikke nytænkende! Der er forskellige spilmoduser, som kan spilles, hvor free for all for mit vedkommende er det mest tiltalende – hermed skal der ikke tages hensyn til nogle overhovedet, alt skal ned at ligge!