Sagnet om Bermudatrekanten er et absolut spændende fænomen, som beretter om flystyrt, forsvundne fragtskibe og andre uforklarlige og mystiske hændelser. Her starter spillet "Dark Void" også, hvor vores hovedperson William Augustus Grey, som er pilot på et fragtfly, som styrter ned i området omkring Bermudatrekanten.

Fra begyndelsen af Dark Void gør det sig klart, at vi ikke har at gøre med en af de klogeste hovedpersoner, som desuagtet fjendtlige robotlignende aliens og underlige videnskabsmænd blot forsøger at finde sine reservedele til sit fly for at komme væk fra området han styrtede ned i.
Dog bliver Will lynhurtigt en del af en længere krig, hvor "the Watchers"(de føromtalte aliens), som de indfødte opfatter som guder, bliver Wills direkte fjende. Alt dette foregår uden den vilde og fængende historie, hvor man blot går fra krigszone til krigszone.
Skulle man komme med et bud på den egentlige historie, er det at komme væk fra the Void med partner, fly og livet i behold - en historie som man gennemfører og glemmer ganske hurtigt.

Som spillets handling udformer sig, får Will flere hjælpemidler, som våben og flyvemotorer. Disse redskaber kan efterhånden som man dræber aliens opgraderes ved hjælp af tech points, så ens våben bliver kraftigere, større og vildere - en sjov lille feature(dog skal der samles ekstremt mange point, før investeringerne bliver en realitet). Især flyvedelen i Dark Void er sjov, og her kan man både flyve ved hjælp af en decideret JetPack samt ved hjælp af en "Hover", som stille, roligt og kontrolleret sænker Will gennem landskabet mens han kan skyde på, hvad der måtte røre sig. Noget som jeg i hvert fald ikke husker at have prøvet i samme stil tidligere.

I kampsituationerne er der en form for fri taktisk planlægning. Der er mange forskellige måder at nedlægge sine fjender, hvad enten dette er ved nærkamp, hvor et godt gammeldaws slagsmål afgør ens skæbne, brug af håndvåben er anden mulighed, mens kraftige granater også kan nedlægge en fjende, eller 5 på en gang. Ligeledes er der ved ødelæggelse af større objekter, som eksempelvis fjendens UFO, som gennem et minispil kan overtages i stedet for at skydes ned. Her skal først dele af UFOen ødelægges ved hjælp af mekanisk snilde, herefter skal slåskampen med føreren af UFOen udkæmpes, hvorefter styringen af maskinen er din - drabeligt og godt set af udviklerne, så det ikke hele tiden handler om at bruge et sigtekorn!
Desuden er muligheden for at lave sin egen kamp faldet på et tørt sted, da Thw Watchers virkelig er dummere end vådt bølgepap! De løber forvirrede rundt i deres helt egne løbebaner, og kan ofte iagttages løbende lige forbi næsen på på Will!
I de fleste kampsituationer er det muligt at hoppe i dækning, ved hjælp af "firkant". Herefter kan man ved hjælp af zoomfunktionen som er på alle våben tage nøjagtigt sigte på ens modstander. Dette fungerer ganske godt, dog er det den absolut primære kampmode gennemgående hele spillet, hvorfor den første opfattelse af "halløj, det er sgu meget fedt" bliver til "nå ja, endnu en krig - bare i andre omgivelser".
Dette gælder både, når man udkæmper en krig vertikalt eller horisontalt. De klart mest udfordrende ildkampe er klart dem, som foregår i luften!

I følge Wikipedia, skal der laves en film over the Dark Void, og der er rigtig mange muligheder for at filmen kan blive god. Dog skal historien gennemtænkes så den fænger mere end spillet gør det, for mulighederne er SÅ mange - Bermudatrekanten lægger jo virkelig op til spænding og dramatik! Måske der kommer en opfølger med samme flotte grafik og musik, men med endnu bedre historie, det vil glæde undertegnede!

 Slutteligt bør jeg fortælle, at spillet er et 100% singleplayer-spil - desværre. Ingen onlinekrig med vennerne her - mere er der ikke at skrive hjem om...

Jeg smutter forbi Bermuda, hyg jer!